Hebræerne 3
1Derfor, I hellige Brødre, deelagtige i det himmelske Kald! betragter vor Bekjendelses Apostel og Ypperstepræst, Christus Jesus,
2der var ham tro, som beskikkede ham, ligesom Moses var det i hans ganske Huus.
3Thi saa meget større Hæder er han værd fremfor Moses, som den haver større Ære i Huset, der beredte det.
4Thi hvert Huus beredes af Nogen; men den, som bereder alle Ting, er Gud.
5Og Moses var vel tro i hans ganske Huus som en Tjener, til at vidne hvad der skulde siges,
6men Christus er det som Søn over hans Huus; og hans Huus ere vi, saafremt vi indtil Enden holde fast ved Frimodigheden og det Haab, som er vor Roes.
7Derfor, som den Hellig Aand siger: i Dag, naar I høre hans Røst,
8da forhærder ikke Eders Hjerter, som det skete i Forbittrelsen, paa Fristelsens Dag i Ørken,
9hvor Eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger fyrretyve Aar.
10Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: de fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie.
11Saa svoer jeg i min Vrede: sandelig, de skulde ikke indgaae til min Hvile.
12Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i nogen af Eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud.
13Men formaner Eder selv hver Dag, saalænge det hedder: i Dag, paa det ikke nogen af Eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.
14Thi vi ere blevne deelagtige i Christus, saafremt vi bevare vor første Bestandighed fast indtil Enden.
15Idet der siges: i Dag, naar I høre hans Røst, de forhærder ikke Eders Hjerter som i Forbittrelsen:
16hvo vare da vel de, som hørte den, og dog forbittrede ham? Mon ikke Alle, som udgik af Ægypten ved Moses?
17Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørken?
18Og hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden dem, som vare blevne vantroe?
19Vi see altsaa, at de ikke kunde indgaae formedelst Vantroe.