Job 23
1Men Job svarede og sagde:
2Min Klage er end i Dag Genstridighed; min Haand ligger tungt over mit Suk.
3Gid jeg kunde kende og finde ham og komme til hans faste Bolig!
4Jeg vilde lægge Sagen frem for hans Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger.
5Jeg vilde gerne vide de Ord, som han kunde svare mig, og forstaa, hvad han vilde sige mig.
6Mon han vilde trætte med mig i sin store Kraft? nej, han vilde kun agte paa mig.
7Da vilde en retfærdig gaa i Rette med ham, og for evigt vilde jeg gaa fri ud fra den, som dømmer mig.
8Se, vil jeg gaa fremad, da er han ikke der, eller tilbage, da mærker jeg ham ikke.
9Gør han noget til venstre, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig til højre, da kan jeg ikke se ham.
10Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet.
11Min Fod holdt fast ved hans Spor, jeg tog Vare paa hans Vej og afveg ikke.
12Fra hans Læbers Bud er jeg heller ikke afvegen, jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov.
13Men staar han fast ved et, hvo vil da holde ham tilbage? hvad hans Sjæl har Lyst til, det gør han.
14Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og mange saadanne Ting har han for.
15Derfor forfærdes jeg for hans Ansigt; tænker jeg efter, da frygter jeg for ham.
16Og Gud har gjort mit Hjerte mistrøstigt, og den Almægtige har forfærdet mig,
17fordi jeg ikke bortrykkedes fra Mørket, og han ikke har skjult Mulm for mit Ansigt.