Salme 58
1Til Sangmesteren; „fordærv ikke‟; af David; „et gyldent Smykke‟.
2Mon I virkelig, ved at være stumme, tale Retfærdighed, dømme Retvished, I Menneskens Børn?
3Nej, I øve Uretfærdigheder i Hjertet; I veje eders Hænders Voldsdaad ud i Landet.
4De ugudelige ere affaldne fra Moders Liv af; de, som tale Løgn, fore vild fra Moders Skød.
5De have Gift lig en Slanges Gift; de ere som en døv Øgle, der stopper sit Øre,
6at den ikke skal høre paa deres Røst, som besværge, paa Manerens, som er udlært til at mane.
7Gud! bryd deres Tænder i deres Mund; Herre! knus de unge Løvers Kindtænder!
8Lad dem henfly de som Vand, der løber bort; naar en skyder med sine Pile, da være disse som sløvede!
9Lad dem være som en Snegl, der opløses, idet den gaar, som en Kvindes utidige Foster, som de, der ikke have set Solen.
10Førend eders Gryder kunne fornemme Ilden af Tornebusken, skal Stormen hvirvle det bort, hvad enten det er frisk eller i Brand.
11Den retfærdige skal glæde sig, fordi han har set Hævnen; han skal to sine Trin i den ugudeliges Blod. Og Mennesker skulle sige: Den retfærdige har dog Frugt; der er dog en Gud, som dømmer paa Jorden.