Salme 62
1Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af David.
2Kun for Gud er min Sjæl stille, fra ham kommer min Frelse.
3Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes meget.
4Hvor længe storme I imod en Mand, alle tilsammen for at myrde ham, der er som en Væg, der hælder, som en Mur, der har faaet Stød?
5Kun om at nedstøde ham fra hans Højhed raadslaa de, de have Behag i Løgn; de velsigne med deres Mund, og de forbande i deres Inderste. Sela.
6Kun for Gud vær stille min Sjæl; thi af ham er min Forventning.
7Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes.
8Hos Gud er min Frelse og min Ære, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.
9Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. Sela.
10Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe.
11Forlader eder ikke paa Vold og sætter ikke forfængeligt Haab til røvet Gods; falder Rigdom eder til, da sætter ikke Hjertet dertil!
12Een Gang har Gud talt, ja, to Gange, hvad jeg har hørt: At Styrke hører Gud til. Og dig, Herre! hører Miskundhed til; thi du skal betale hver efter hans Gerning.