Joels bok 1
1Herrens Ord, som kom til Joel, Petuels Søn:
2Hører dette, I Gamle! Giver Agt, alle Landets Indbyggere! Er Saadant skeet i eders Dage eller i eders Fædres Dage?
3Derom skulle I fortælle eders Børn, og eders Børn sine Børn, og deres Børn en anden Slægt.
4Hvad Gnaveren* har levnet, har Vrimleren* ædt, og hvad Vrimleren har levnet, har Slikkeren* ædt, og hvad Slikkeren har levnet, har Skaveren* ædt. * Forskjellige Navne paa Græshopper.
5Vaagner op, I Drukne, og græder, og hyler, alle i Vindrikkere, over Mosten! Thi den er reven bort fra eders Mund.
6Thi et Folk er draget op over mit Land, stærkt og utalligt; dets Tænder ere en Løves Tænder, og en Løvindes Kindtænder har det.
7Det har gjort min Vinstok ganske øde og har knækket mit Figentræ; det har gjort det aldeles bart og har fældet det; dens Ranker ere blevne hvide.
8Hyl som en Jomfru, der har omgjordet sig med Sæk for sin Ungdoms Brudgom!
9Madoffer og Drikoffer er revet bort fra Herrens Hus; Presterne, Herrens Tjenere, sørge.
10Marken er ødelagt, Jorden sørger; thi Kornet er ødelagt, Mosten er borttørret, Oljen er indsvunden.
11Agerdyrkerne ere beskjæmmede, Vingaarsmændene hyle over Hvede og over Byg; thi Markens Høst er gaaet tabt.
12Vinstokken er borttørret, og Figentræet er henvisnet; Granattræet, ogsaa Palmen og Æbletræet, alle Markens Træer ere fortørrede; ja, Fryd er svunden bort fra Menneskenes Børn.
13Omgjorder eder og klager, I Prester! Hyler, I Altertjenere! Kommer, tilbringer Natten i Sæk, I min Guds Tjenere! Thi Madoffer og Drikoffer er unddraget eders Guds Hus.
14Helliger en Faste, udraaber en Festforsamling, samler de Ældste, alle Landets Indbyggere til Herrens, eders Guds, Hus og raaber til Herren!
15Ak, den Dag! Thi Herrens Dag er nær og kommer som en Ødelæggelse fra den Almægtige.
16Er ikke Maden forsvunden for vore Øine, Glæde og Fryd fra vor Guds Hus?
17Sædekornene ere borttørrede under sine Jordklumper; Forraadshusene ere ødelagte, Laderne nedbrudte, thi Kornet er fordærvet.
18Hvor Kvæget stønner! Oksernes Hjorder fare forskrækkede om, thi der er ingen Græsgang for dem; ogsaa Faarenes Hjorder maa bøde.
19Til dig, Herre, raaber jeg; thi Ild har fortæret Ørkenens Græsgange, og Lue har forbrændt alle markens Træer.
20Ogsaa Markens Dyr skue smægtende op til dig; thi Vandbækkene ere udtørrede, og Ild har fortæret Ørkenens Græsgange.