Joels bok 2
1Støder i Basun paa Zion og biæser Alarm paa mit hellig Bjerg, alle Landets Indbygggere bæve! Thi Herrens Dag kommer, den er nær,
2en Mørkes og Dunkelhedens Dag, en Skyers og Mulms Dag, udbrendt som Morgenrøde over Bjergene, — et stort og stærkt Folk, hvis Lige ikke har været fra fordums Tid og heller ikke efter det mere skal komme gjennem alle Aar, Slægt efter Slægt.
3Foran det fortærer Ild, og efter det brænder Lue; som Edens Have er Landet foran det, og efter det en øde Ørken, og der er Intet, som undslipper det.
4Som Heste er det at se til, og som Rideheste, saaledes løbe de.
5Med Lyd som af Vogne hoppe de over Bjergenes Toppe, med Lyd som af Ildslue, der fortærer Halm, som et stærkt Folk, rustet til Krig.
6Folkeslag skjælve for dets Aasyn; alle Ansigter blive blusende røde
7Som Vældige løbe de, som Krigsmænd stige de op paa Mure; og de drage frem, hver sin Vei, og de bøie ikke af fra sine Stier.
8Og de trænge ikke, den Ene den Anden; de gaa frem, hver paa sin banede Vei, og mellem Kastespyd styrte de frem, bryde ikke af.
9I Staden streife de om, paa Muren løbe de, i Husene stige de op, gjennem Vinduerne gaa de ind som en Tyv.
10Foran dem bæver Jorden, ryster Himmelen; Sol og Maane sortne, og Stjernerne drage sin Glans ind.
11Og Herren lader sin Røst høre foran sin Hær, thi saare stor er hans Leir, stærk er den, som udretter hans Ord; thi stor er herrens Dag og saare forfærdelig, og hvo kan udholde den?
12Dog, ogsaa nu, sier Herren, vender om til mig med hele eders Hjerte og med Faste og med Graad og med Jammerklage,
13og sønderriver eders Hjerte og ikke eders Klæder, og vender om til Herren, eders Gud! THi han er naadig og barmhjertig, langmodig og rig paa Miskundhed, og han angrer det Onde.
14Hvem ved? Han turde vende om og angre og lade en Velsignelse blive tilovers efter sig, Madoffer og Drikoffer for Herren, eders Gud.
15Støder i Basun paa Zion, helliger en Gaste, udraaber en Festforsamling!
16Samler Folket, helliger en Forsamling, sanker de Gamle, bringer de smaa Børn sammen og dem, som die Moderbryst! Brudgommen gaa ud af sit Kammer, og Bruden af sit Brudekammer!
17Mellem Forhallen og Alteret skulle Presterne, Herrens Tjenere, græde og sige: Spar dog, Herre, dit Folk, og giv ikke din Arv hen til Forsmædelse, saa Hedninger herske over den! Hvorfor skulle de sige blandt Folkene: Hvor er deres Gud?
18Da bliver Herren nidkjær for sit Land, og han sparer sit Folk.
19Og Herren svarer og siger til sit Folk: Se, jeg sender eder Korn og Most og Olje, og I skulle mættes dermed; og jeg vil ikke mere give eder hen til Forsmædelse blandt Hedningerne.
20Og ham fra Norden vil jeg drive langt bort fra eder og jage ham bort til et tørt og øde Land, hans Fortrop bort til det østlige Hav og hans Bagtrop bort til det vestlige Hav; og Stanken af ham skal opstige; den væmmelige Lugt af ham skal opstige; thi store Ting har han taget sig fore at gjøre.
21Frygt ikke, du Land! Fryd dig og vær glad! Thi store Ting har Herren gjort.
22Frygter ikke, I Markens Dyr! Thi Ørkenens Græsgange grønnes, Træet bærer sin Frugt, Figentræet og Vinstokken give sin Kraft.
23Og I, Zions Børn, fryder og glæder eder Læreren til Retfærdighed; og saa sender han Regn ned til eder, Tidligregn og Sildigregn, i Førstningen
24Og Tærskepladsene vorde fulde af Korn, og Persekarrene flyde over af Most og Olje.
25Og jeg godtgjør eder de Aar, Vrimleren fortærede, Slikkeren og Skaveren og Gnaveren, min store Hær, som jeg sendte mod eder.
26Og æde skulle I og mættes og prise Herrns, eders Guds, Navn, som har handlet underlig med eder; og mit Folk skal ikke blive tilskamme evindelig.
27Og I skulle kjende, at jeg er midt i Israel, og at jeg er Herren, eders Gud, og Ingen ydermere; og mit Folk skal ikke blive tilskamme evindelig.