Jonas bok 1
2Profeten søger at unddrage sig dette Hverv ved at begive sig tilskibs for at komme til Tarsis, men Skibet overfaldes af en af Herren sendt Storm,
4Efterat Skibsfolkene have anraabt hver sin Gud, hvortil ogsaa Jonas bliver opfordret, kaste de Lod for at erfare, hvem der er Skyld i Stormen. Lodden falder paa Jonas, der bekjender sin Synd og efter sit eget Raad af Skibsfolkene bliver kastet i Havet, hvorefter dette bliver still, 5- 16 O G Herrens Ord kom til Jonas, Amittajs Søn, saalydende: 2 Staa op, gaa til Ninive, den store Stad, og raab over den! Thi deres Ondskab er stegen op for mit Aasyn. 3 Men Jonas stod op for at fly til Tarsis fra Herrens Aasyn; og han drog ned til Joppe og fandt et Skib, som skulde gaa til Tarsis, og han betalte Fragten og gik ombord for at fare med dem til Tarsis bort fra Herrens Aasyn. 4 Men Herren kastede et stort Veir paa Havet, og der blev en stor Storm paa Havet, og Skibet var i Færd med at sønderbrydes.
5Da bleve Skibsfolkene rædde og raabte hver til sin Gud, og de kastede Redskaberne, som vare i Skibet, ud i Havet for at skaffe sig Lettelse. Men Jonas var stegen ned i Skibets nederste Rum og laa og sov haardt.
6Styrmanden gik da til ham og sagde til ham: Hvorledes kan du sove saa hardt? Staa op, raab til din Gud! Kanske den Gud vil tænke paa Raad for os, saa vi ikke forgaa.
7Og de sagde, den Ene til den Anden: Kommer og lader os kaste Lod, forat vi kunne erfare, for hvis SKyld denne Ulykke er hændt os! Og de kastede Lod, og Lodden faldt paa Jonas.
8Og de sagde til ham: Giv os tilkjende, for hvis Skyld denne Ulykke er hændt os! Hvad er dit Ærinde, og hvorfra kommer du? Hvad er dit Land, og af hvad Folk er du?
9Og han sagde til dem: Jeg er en Hebræer, og jeg frygter Herren, Himmelens Gud, ham, som har gjort Havet og det Tørre.
10Da blevne Mændene grebne af en stor Frygt, og de sagde til ham: Hvorfor har du gjort dette? Mændene vidste nemlig, at han flyede fra Herrens Aasyn; thi han havde givet dem det tilkjende.
11Og de sagde til ham: Hvad skulle vi gjøre med dig, forat Havet kan lægge sig for os? Havet stormede nemlig mere og mere.
12Og han sagde til dem: Tager mig og kaster mig i Havet! Saa vil Havet lægge sig for eder; thi jeg ved, at det er for min Skyld, denne store Storm er kommen over eder.
13Og Mændene roede for at naa tilbage til Land, men de kunde ikke; thi Havet stormede mere og mere imod dem.
14Da raabte de til Herren og sagde: Ak Herre! Lad os dog ikke forgaa for denne Mands Sjæls Skyld, og læg ikke uskyldigt Blod paa os! Thi du, Herre, har gjort, som dig behagede.
15Og de toge Jonas og kastede ham i Havet; da holdt Havet op at rase.
16Og Mændene frygtede Herren med stor Frygt, og de ofrede Takoffer og gjorde Løfter.