Jonas bok 4
1O G det gjorde Jonas saare ondt, og hans Vrede optændtes.
2Og han bad til Herren og sagde: Ak, Herre! Var det ikke dette, jeg sagde, da jeg endnu var i mit Land? Derfor flyede jeg forinden til Tarsis; thi jeg vidste, at du er en naadig og barmhjertig Gud, langmodig og rig paa Miskundhed og angrer det Onde.
3Og nu, Herre, tag dog min Sjæl fra mig! Thi det er mig bedre at dø end at leve.
4Men Herren sgade: Er det medrette, din Vrede er optændt?
5Og Jonas var gaaet ut af Staden og havde sat sig østenfor Staden; og han havde der gjort sig en Løvhytte og sad under den i Skyggen, indtil han kunde se, hvad der skulde ske med Staden. [ 914]
6Og Gud Herren lod et Kikajontræ skyde op, og det voksede op over Jonas for at skygge over hans Hoved, for at fri ham fra hans Mismod; og Jonas glædede sig over Kikajonen med stor Glæde.
7Men Gud lod en Orm komme, da Morgenrøden oprandt den følgende Dag; og den stak Kikajonen, saa den visnede.
8Og de skede, da Solen stod op, sendte Gud en lummer Østenvind, og Solen stak paa Jonas’s Hoved, saa han vansmægtede; da ønskede han sig Døden og sagde: Det er mig bedre at dø end at leve.
9Men Gud sagde til Jonas: Er det medrette, din Vrede er optændt over Kikajonen? Og han sagde: Ja, medrette er min Vrede optændt indtil Døden.
10Da sagde Herren: Du ynkes over Kikajonen, som du ikke har havt Møie med og ikke opelsket, som blev til paa en Nat og forgik en Nat gammel;
11og jeg skulde ikke ynkes over Ninive, den store Stad, i hvilken der er mere end tolv gange titusinde Mennesker, som ikke kjende Forskjel mellem Høire og Venstre, og mange Dyr! ↑ sin miskundelige Gud; Ps. 144, 2