Mikas bok 2
1V E dem, som optænke Uret og berede Ondt paa sine Leier! Naar Morgenen lyser frem, sætte de det i Verk, fordi det staar i deres Magt.
2Og de begjære Marker og røve dem, Huse og tage dem, og de øve Vold imod Manden og hans Hus og imod Mennesket og hans Arvelod.
3Derfor, saa siger Herren: Se, jeg optænker Ondt over denne Slægt, fra hvilket I ikke skulle unddrage eders Halse, og I skulle ikke gaa stoltelig; thi det bliver en ond Tid.
4Paa den Dag skal man istemme en Spottesang over eder og klage en Klage. Det er forbi, siger man; vi ere rent ødelagte; mit Folks Lod bortskifter han, hvorledes unddrager han mig den ikke! Til Frafaldne uddeler han vore Marker.
5Derfor skal du Ingen have, som skal kaste Maalesnor over Jordlod i Herrens Menighed.
6Prædiker ikke! — prædike de; de skulle ikke prædike om Sligt, der bliver ingen Ende paa Smædelserne.
7Hvilket Ord, o Jakobs Hus! Mon Herren er snar til Vrede? Eller er det Sligt, han gjør? Ere ikke mine Ord gode imod den, som vandrer oprigtig?
8Men forlængesiden reiser mit Folk sig som min Fiende; fra Kjortelen drage I Kappen af dem, som trygge gaa forbi, hvis Hu er vendt bort fra Krig.
9Mit Folks Kvinder drive I ud af deres Huse, som vare deres Lyst; fra deres smaa Børn tage I min Prydelse bort for evigt.
10Staar op og drager bort! Thi dette er ikk hvilestedet, for den Besmittelses Skyld, der volder Fordærvelse, ja, svar Fordærvelse.
11Hvis en Mand kom og med Vind og bedrag løi og sagde: Jeg vil prædike for dig om Vin og om stærk Drik, — han skulde være en Prædikant for dette Folk.
12Samle, ja, samle vil jeg dig, Jakob, saa mange du er; sanke sammen vil jeg, hvad der er tilovers af Israel, bringe det tilhobe som Faar i et Hegn; som en Hjord paa sin Græsgang skal det buldre af Mennesker.
13Gjennembryderen drager op foran dem, de bryde igjennem og drage frem gjennem Porten og gaa ud af den; og deres Konge drager frem foran dem, og Herren i Spidsen for dem.