Jakob 1
1Jakob, Guds og den Herres Hesu Christi Tjener, hilser de tolv Stammer, som ere i Adspredelsen.
2Mine Brødre! Agter det for idel Glæde, naar I falde i forskjellige Fristelser,
3da I vide, at eders Troes Prøvelse virker Taalmodighed!
4Men Taalmodigheden frembringe fuldkommen Gjerning, forat I skulle være fuldkomne og uden Mangel og ikke fattes Noget!
5Men dersom Nogen af eder fattes Visdom, da bede han Gud, som giver Alle gjerne og uden at bebreide, saa skal den gives ham!
6Men han bede med Tro, ikke tvivlende! Thi den, som tvivler, er ligesom en Havsbølge, der røres og driver af Vinden.
7Thi ikke tænke et saadant Menneske, at han skal faa Noget af Herren!
8Han er en tvesindet Mand, ustadig paa alle sine Veie.
9Men en Broder, som er ringe, rose sig af sin Høihed!
10Men den RIge rose sig af sin Ringhed! Thi han skal forgaa som Græssets Blomst.
11Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og dets Blomst faldt af, og dets deilige Skikkelse blev fordærvet. Saaledes skal og den Rige visne paa sine Veie.
12Salig er den Mand, som taalmodig lider Fristelse; thi naar han er bleven prøvet, skal han faa Livsens Krone, som Herren har lovet dem, der elske ham.
13Ingen sige, naar han fristes: Jeg fristes af Gud! Thi Gud fristes ikke af det Onde, men han frister heller ikke Nogen.
14Men Enhver fristes, idet han drages og lokkes af sin egen Begjærlighed;
15derefter, naar Begjærligheden har undfanget, føder den Synd; men naar Synden er fuldkommet, føder den Død.
16Farer ikke vild, mine elskelige Brødre!
17Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller Skygge af Omskiftelse. 8 Efter sin Beslutning har han født os ved Sandheds Ord, forat vi skulle være en Førstegrde af hans Skabninger.
19Derfor, mine elskelige Brødre, være hvert Menneske snar til at høre, sen til at tale, sen til Vrede!
20Thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud.
21Derfor aflægger al Urenhed og al Ondskabs Overflødighed, og annammer med Sagtmodighed Ordet, som er sindplantet i eder, som er mægtigt til at gjøre eders Sjæle salige!
22Men vorder Ordets Gjørere og ikke dets Hørere alene, hvorved I bedrage eder selv!
23Thi dersom Nogen er Ordets Hører og ikke dets Gjører, da er han lig en Mand, der betrager sit naturlige Ansigt i et Speil;
24thi han betragtede sig selv og gik bort og glemte straks, hvordan han var.
25Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og bliver ved dermed, denne, som ikke er bleven en glemsom Hører, men Gjerningens Gjører, denne skal vorde salig i sin Gjerning.
26Dersom Nogen iblandt eder mener, at han er en Gudsdyrker, og ikke holder sin Tunge i Tømme, men bedrager sit eget Hjerte, da er hans Gudsdyrkelse forfængelig.
27En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne, at besøge Faderløse og Enker i deres Trængsel, at bevare sig selv ubesmittet af Verden.