Sefanjas bok 2
1Samler eder og gaar i eder selv, du Folk, som ikke blegner,
2førend Beslutningen føder (som Avner farer Dagen frem), førend Herrens brændende Vrede kommer over eder, førend Herrens Vredes Dag kommer over eder!
3Søger Herren, alle I Sagtmodige i Landet, som holde hans Lov! Søger Retfærdighed, søger Sagtmodighed! Kanske I vorde skjulte paa Herrens Vredes Dag.
4Thi Gasa skal blive forladt, og Askalon til en Ørk; Asdod skal man udjage om Middagen, og Ekron skal oprykkes med Rod.
5Ve dem, som bo i Strøget ved Havet, Kreterfolket! Herrens Ord er over eder, Kana’an, Filisternes Land, og jeg vil ødelægge dig, saa Ingen skal bo der.
6Og Strøget ved Havet skal blive til Græsgange med Hyrdehuler og med Kvæghegn.
7Og det skal blive et Strøg for dem, der blive tilovers af Judas Hus; paa det skulle de græsse, i Askalons Huse skulle de hvile om Aftenen. Thi Herren, deres Gdu, skal besøge dem og gjøre Ende paa deres Fangenskab.
8Jeg har hørt Moags Forhaanelse og Ammons Børns Smædeord, hvormed de haanede mit Folk, og de [ 926] handlede Lovmodig mod dets Landemærke.
9Derfor, saasandt jeg lever, siger Herren, Hærskarernes Gud, Israels Gud, skal Moab vorde som Sodoma, og Ammons Børn som Gomorra, Neslers Ble og en Saltgrube og en Ørk til evig Tid; Resten af mit Folk skal plyndre dem, og de, der blive tilovers af mit Folk, skulle tage dem i Eie.
10Saaledes skal det gaa dem for deres Hovmods Skyld, fordi de haanede og handlede hovmodig mod Herrens, Hærskarernes Guds, Folk.
11Forfærdelig skal Herren være over dem; thi han skal lade alle Jordens Guder forsvinde, og alle Hedningernes Kyster skulle tilbede ham, hver fra sit Sted.
12Ogsaa I, Ætiopere, vorde gjennemborede af mit Sverd.
13Og han udrækker sin Haand imod Norden og ødelægger Assur og gjør Ninive til et Øde, tørt som en Ørk.
14Midt i det skulle Hjorde hvile; alle Slags vilde Dyr, som gaa i Flok, baade Pelikan og Pindsvin, skulle overnatte paa dets Søilehoveder; Lyd af Syngende høres i Vinduet, Grus ligger paa Dørtærskelen, thi Cederpanelet har han blottet.
15Dette er den jublende Stad, som boede i Tryghed, som sagde i sit Hjerte: Jeg og Ingen ydermere! Hvor er den dog bleven til en Ørk, et Leie for vilde Dyr! Hver den, som gaar forbi den, blæser ad den og ryster Haanden.