Første Samuelsbok 1
1O G det skede i de Dage, da Dommerne dømte, da blev der en Hunger i Landet, og en Mand drog bort fra Betlehem i Juda for at leve som Fremmed i Moabs Land, han og hans Hustru og hans to Sønner.
2Og Mandens Navn var Elimelek, og hans Hustrues Navn No’omi, og hans to Sønners Navne Mahlon og Kiljon, Efratiter, fra Betlehem i Juda; og de kom til Moabs Land og bleve der.
3Og Elimelek, No’omis Mand, døde, og hun blev tilbage, hun og hendes to Sønner.
4Og de toge sig moabitiske Hustruer, den enes Navn var Orpa, og den andens NAvn Rut; og de boede der omtrent ti Aar.
5Da døde ogsaa de begge, Mahlon og Kiljon; og Kvinden var tilbage efter sine to Sønner og efter sin Mand.
6Da gjorde hun sig rede, hun og hendes Svigerdøtre, og vendte tilbage fra Moags Land; thi hun havde hørt i Moabs Land, at Herren havde besøgt sit Folk og givet dem Brød.
7Og hun gik ud fra det Sted, hvor hun havde været, og begge hendes Svigerdøtre med hende. Og de gik paa Veien for at vende tilbage til Judas Land.
8Da sagde No’omi til begge sine Svigerdøtre: Gaar, vender tilbage, hver til sin Moders Hus! Herren gjøre Miskundhed mod eder, ligesom I have gjort mod de Døde og mod mig!
9Herren give eder, at I maa finde et Hvilested, hver i sin Mands Hus! Og hun kyssede dem, og de opløftede sin Røst og græd.
10Og de sagde til hende: Nei, vi ville vende tilbage med dig til dit Folk.
11Da sagde No’omi: Vender tilbage, mine Døtre! Hvorfor ville I gaa med mig? har jeg endnu Sønner i mit Liv, der kunne vorde Mænd for eder?
12Vender tilbage, mine Døtre, gaar! Thi jeg er for gammel til at vorde en Mands Hustru. Om jeg end sagde: Jeg har Haab, — om jeg end inat havde en Mand, ja, om jeg end fødte Sønner,
13skulde I derfor vente, indtil de bleve store? Skulde I derfor stænge eder inde og ikke vorde Mænds Hustruer? Ikke saa, mine Døtre! Thi det er meget bitrere for mig end for eder, efterdi Herrens Haand er udgangen imod mig.
14Da opløftede de sin Røst og græd atter. Og Orpa kyssede sin Svigermoder, men Rut hang ved hende.
15Da sagde hun: Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk og til sin Gud; vend du tilbage efter din Svigerinde!
16Men Rut sagde: Trænge ikke ind paa mig, at jeg skal forlade dig og vende tilbage fra dig! Thi hvor du gaar hen, vil jeg gaa, og hvor du bliver, vil jeg blive; dit Folk er mit Folk, og din Gud er min Gud;
17hvor du dør, vil jeg dø, og der vil jeg begrave. Saa gjøre Herren mod mig, og saaledes blive han ved, om noget Andet end Døden skal gjøre Skilsmisse mellem mig og dig.
18Da hun nu saa, at hun havde fast foresat sig at gaa med hende, lod hun af tale til hende derom.
19De gik da begge, indtil de kom til Betlehem. Og det skede, da de kom til betlehem, da kom hele Staden i Bevægelse over dem, og Kvinderne sagde: Er dette No’omi?
20Og hun sagde til dem: Kalder mig ikke No’omi, kalder mig Mara! Thi den Almægtige har gjort det saare bittert for mig;
21med fulde Hænder drog jeg bort, men med tomme Hænder har Herren ladet mig vende tilbage. Hvi kalde I mig No’omi, da Herren dog har vidnet imod mig, og den Almægtige har ladet det gaa mig ilde?
22Saa kom da No’omi tilbage, og Rut, Moabitinden, hendes Svigerdatter, med hende, hun, som var vendt tilbage fra Moabs Land; og de kom til Betlehem i Begyndelsen af Byghøsten.