Høysangen 6
1Hvor er din Elskede gaaet hen, du deiligste blandt Kvinderne, hvor han din Elskede vendt sig hen, forat vi kunne opsøge ham med dig?
2Min Elskede er gaaet ned til sin Have, til Balsambedene, for at vogte sin Hjord i Haverne og for at sanke Liljer.
3Jeg er min Elskedes, og min Elskede er min, han, som vogter sin Hjord blandt Liljerne.
4Deilig er du, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem, forfærdelig som de bannerførende Hærskarer.
5Vend dine Øine bort fra mig, thi de opflamme mig! Dit Haar er som en Hjord af Gjeder, der leire sig nedad Gilead
6Dine Tænder ere som en Hjord af Faar, der stige op af Badet, der allesammen føde Tvillinger, og intet iblandt dem er uden Lam.
7Som et Stykke af et Granatæble er din Tinding bag dit Slør.
8Seksti Dronninger har jeg og otteti Medhustruer og unge Piger uden Tal.
9Een er dog min Due, min Fromme; hun er sin Moders Eneste, hendes Udkaarede, som fødte hende; Døtre saa hende og priste hende salig, Dronninger og Medhustruer — og roste hende.
10Hvo er hun, der straaler frem som Morgenrøden, deilig som Maanen, ren som Solen, forfærdelig som de bannerførende Hærskarer?
11I Nøddehaven gik jeg ned for at se paa Dalens grønne Vækster, for at se, om Vinranken havde faaet Skud, om Granattræerne blomstrede.
12Førend jeg vidste af det, satte min Sjæl mig hen paa mit ædle Folks Vogne.
13Vend om, vend om, i Sulammit! Vend om, vend om, forat vi maa se paa dig! — Hvad ville I se paa Sulammit? — En Dans som Mahana’ims Dans!