Forkynneren 1
1Ord af Prædikeren, Søn af David, Konge i Jerusalem.
2Forfængeligheders Forfængelighed, siger Prædikeren, Forfængeligheders Forfængelighed! Altsammen er Forfængelighed.
3Hvad Fordel har Mennesket af al sin Møie, hvormed han møier sig under Solen?
4Slægt gaar, og Slægt kommer, men Jorden staar evindelig.
5Og Solen gaar op, og Solen gaar ned, og den higer hen til sit Sted, der, hvor den gaar op.
6Vinden gaar mod Sønden og dreier sig om mod Norden; den gaar og dreier og dreier sig om, og til sine Omdreininger vender Viden tilbage.
7Alle Bække gaa i Havet, og Havet bliver ikke fuldt; til det Sted, hvorhen Bækkene gaa, did gaa de atter hen.
8Alle Ord blir matte, Ingen kan udsige det; Øiet bliver ikke mæt af at se, or Øret bliver ikke fuldt af at høre.
9Hvad der har været, er det, som skal vorde, og hvad der er skeet, er det, som skal ske, og der er slet intet Nyt under Solen.
10Er der Noget, hvorom man vilde sige: Se, dette er nyt, — forlængesiden var det i de forrige Tider, som have været før os.
11Der er ingen Ihukommelse om de Tidligere, og heller ikke om de Senere, som skulle være, vil der være nogen Ihukommelse hos dem, som skulle vorde sidenefter.
13Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem, 13 og jeg gav mit Hjerte hen til at ransage og til at udgranske med Visdom Alt, hvad der sker under Himmelen; det er en slem Plage, Gud har givet Menneskenes Børn at plage sig med.
14Jeg saa alle de Gjerninger, som gjøres under SOlen, og se, Altsammen er Forfængelighed og Higen efter Vind.
15Kroget kan ikke vorde ret, og Brøst kan ikke tælles.
16Jeg talte med mit Hjerte og sagde: Jeg, se, jeg har opnaaet stor og megen Visdom, større og mere end Enhver, som har været før mig over Jerusalem, og mit Hjerte har seet megen Visdom og Kundskab.
17Og jeg gav mit Hjerte hen til at lære at kjende Visdom og at kjende Galskab og Daarskab; jeg erkjendte, at ogsaa dette var Higen efter Vind.
18Thi hvor der er megen Visdom, der er megen Græmmelse, og den, som forøger Kundskab, forøger Smerte.