Forkynneren 12
1O G tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, førend de onde Dage komme, og Aar indtræde, om hvilke du skal sige: De behage mig ikke,
2førend Solen og Lyset og Naanen og Stjernerne formørkes, og Skyerne komme igjen efter Regnet, —
3den Dag, da Husets Vogtere skjælve, og de kraftige Mænd blive krumme, og de malende hvile, fordi de ere blevne faa, og de, som se gjennem Vinduerne, blive dunkle,
4og begge Døre til Gaden lukkes, medens Møllens Røst bliver svag og hæver sig kun til SPurvens Røst, og alle Sangens Døtre blive lavmælte,
5og man ogsaa frygter for hver Bakke, og der er Rædsler paa Veien, og Mandeltræet blomstrer, og Græshoppen slæber sig frem, og Kapersen mister sin Kraft; thi Mennesket gaar bort til sit evige Hus, og de Sørgende gaa omkring paa Gaden, —
6førend Sølvsnoren borttages, og Guldskaalen sønderslaaes, og Krukken sønderbrydes ved Kilden, og Hjulet sønderknuses og falder ned i Brønden,
7og Støvet vender tilbage til Jorden og bliver, som det var før, og Aanden vender tilbage til Gud, som gav den.
8Forfængeligheders Forfængelighed, siger Prædikeren; Alsammen er Forfængelighed.
9Forøvrigt er at sige, at PRædikeren var en Vismand; fremdeles at han lærte Folket Kundskab og veiede og ransagede, han bragte mange Ordsprog i Stand.
10Prædikeren søgte at finde liflige Ord, og skrevet er, hvad rigtigt er, Sandheds Ord.
11De Vises Ord ere som Braadde, og Samlingernes Visdomssprog sidde fast som Nagler; de ere givne af een Hyrde.
12Og forøvrigt: Lad dig paaminde af dem, min Søn! At gjøre mange Bøger er der ingen Ende paa, og megen Granskning volder Kjødets Udmattelse.
13Enden paa Sagen (det Hele er nu hørt) er denne: Frygt Gud og hold hans Bud! Thi det bør hvert Menneske.
14Thi enhver Gjerning skal Gud føre frem for Dommen over Alt, hvad der er skjult, være sig Godt eller Ondt.