Forkynneren 3
1A L Ting har en bestemt Tid, og en Tid er der for enhver Idræt under Himmelen.
2Der er en Tid til at føde og en Tid til at dø, en Tid til at plante og en Tid til at oprykke det Plantede,
3en Tid til at dræbe og en Tid til at læge, en Tid til at nedrive og en Tid til at opbygge,
4en Tid til at græde og en Tid til at le, en Tid til at klage og en Tid til at springe af Glæde,
5en Tid til at kaste Stene bort og en Tid til at smale Stene, en Tid til at tage i Favn og en Tid til at holde sig fra Favntag,
6en Tid til at søge og en Tid til at tabe, en Tid til at forvare og en Tid til at bortkaste,
7en Tid til at sønderrive og en Tid til at sy sammen, en Tid til at tie og en Tid til at tale,
8en Tid til at elske og en Tid til at Hade, en Tid til Krig og en Tid til Fred.
9Hvad Fordel har den, som gjør Noget, af den Møie, han gjør sig dermed?
10Jeg saa den Plage, Gud har givet Menneskenes Børn at plage sig med.
11Alt har han gjort skjønt i sin Tid; ogsaa Evigheden har han lagt i deres Hejrte, kun at Mennesket ikke kan udfinde den Gjerning, Gud har gjort, fra Begyndelsen indtil Enden.
12Jeg ved, at der intet Godet er hos dem, uden at glæde sig og at gjøre Godt i sit Liv;
13og videre: At et Menneske, hvem det saa er, æder og drikker og ser Godt for al sin Møie, det er en Guds Gave.
14Jeg ved, at Alt, hvad Gud gjør, det skal være evindelig; dertil er Intet at lægge, og derfra er Intet at tage, og Gud har gjort det saa, forat man skal frygte for ham.
15Hvad der er blevet, det var allerede forud, og hvad der skal vorde, det har allerede forut været, og Gud opsøger det Forsvundne.
16Og jeg saa ydermere under Solen Rettens Sted, der var Ugudeligheden, og Retfærdighedens Sted, der var Ugudeligheden.
17Jeg sagde i mit Hjerte: Den Retfærdige og den Ugudelige skal Gud dømme; thi en Tid for enhver Idræt og over Alt, hvad der er gjort, er fastsat hisset.
18Jeg sagde i mit Hjerte: Saa sker for Menneskenes Børns Skyld, forat Gud kan prøve dem, og forat de kunne se, at de i sig selv ere Dyr; 18 thi en Hændelse ere Menneskenes Børn, og en Hændelse ere Dyrene, og een Hændelse træffer dem; som disse dø, saa dø hine, og een Aand have de alle, og noget Fortrin fremfor Dyret har Mennesket ikke, thi Altsammen er Forfængelighed.
20De fare alle til eet Sted; de ere alle blevne til af Støvet, og de vende alle tilbage til Støvet.
21Hvem ved, om Menneskenes Børns Aand farer opad, og om Dyrets Aand farer nedad til Jorden?
22Og jeg saa, at Intet er bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Del; thi hvo lader ham komme til at se det, som skal være efter ham?