Forkynneren 8
1Hvo er som den Vise, og hvor forstaar en Tings Udtydning? Menneskets Visdom opklarer hans Ansigt, og hans Ansigts Trodsighed forandres.
2Jeg siger: Tag Vare paa Kongens Bud, og det for den Eds Skyld, du har svoret ved Gud!
3Hast ikke med at gaa bort fra hans Aasyn, indlad dig ikke i nogen ond Sag! Thi, Alt hvad han har Lyst til, gjør har,
4efterdi Kongens Ord er mægtigt, og hvo tør sige til ham: Hvad gjør du?
5Den, som holder Budet, ved ikke af nogen ond Sag at sige, og den Vises Hjerte kjender Tid og Ret.
6Thi for enhver Idræt er der Tid og Ret; thi Menneskets Ondskab hviler svar paa ham;
7thi han ved ingenlunde, hvad der vil ske; thi hvo kundgjør ham, hvorledes det vil blive?
8Intet Menneske har Magt over Aanden til at holde Aanden tilbage, og der gives ingen Magt over Dødsdagen og ingen Frigivelse i Krigen; ei heller redder Ugudelighed sin Eiermand.
9Alt dette har jeg seet, og jeg har vendt mit Hjerte til enhver Gjerning, som gjøres under Solen, den Tid, da Menneske hersker over Menneske til Ulykke for det;
10og da saa jeg Ugudelige blive jordfæstede og komme i Grav, men dem, som havde gjort Ret, at drage bort fra den Helliges Sted og vorde glemte i Staden; ogsaa dette er Forfængelighed.
11Fordi Dom over Ondskabs Gjerning ikke fuldbyrdes straks, derfor bliver Menneskenes Børns Hjerte fuldt inden i dem til at gjøre Ondt,
12fordi Synderen gjør Ondt hundrede Gange og lever længe; dog, jeg ved ogsaa, at det skal gaa dem vel, som frygte Gud, som frygte for hans Aasyn,
13men det skal ikke gaa den Ugudelige vel, og han skal ikke leve længe, lig Skyggen, fordi han ikke frygter for Guds Aasyn.
14Der er en Forfængelighed, som sker paa Jorden, at der er Retfærdige, hvem det gaar efter de Ugudeliges Gjerning, og at der er Ugudelige, hvem det gaar efter de Retfærdiges Gjerning; jeg siger, at ogsaa dette er Forfængelighed.
15Saa priste jeg sa Glæden, fordi Mennesket ikke har noget andet Godt under Solen end at æde og drikke og være glad; og dette følger ham under hans Møie i hans Livs Dage, som Gud har givet ham under Solen.
16Da jeg hengav mit Hjerte til at lære Visdom at kjende og til at se den Umag, man gjør sig paa Jorden, at man hverken Dag eller Nat ser Søven i sine Øine,
17da saa jeg hele Guds Gjerning, at Mennesket ikke formaar at fatte den Gjerning, som sker under Solen, fordi Mennesket gjør sig Møie med at udgranske den og dog ikke fatter den, og selv om den Vise siger, at han nok skal lære den at kjende, er han dog ikke i Stand til at fatte den.