Forkynneren 11
1Lad dit Brød fare hen over Vandet; thi i Tidens Løb skal du finde det igjen.
2Del ud til Syv, ja og til Otte; thi du ved ikke, hvad for Ulykke der skal ske paa Jorden.
3Naar Skyerne blive fulde af Regn, udtømme de det over Jorden, og naar et Træ falder mod Sønden eller mod Norden, — hvor Træet falder hen, der bliver det liggende.
4Den, som agter paa Vind, saar ikke, og den, som ser paa Skyerne, høster ikke.
5Ligesom du ikke ved, hvad Vindens Vei er, eller hvorledes Benene dannes i den Frugtsommeliges Liv, ligesaalidt kan du kjende Guds Gjerning, som gjør det altsammen.
6Saa din Sæd om Morgenen, og lad ikke din Haand hvile mod Aftenen; thi du ved ikke, hvad der vil lykkes, dette er hint, eller om begge Dele blive gode.
7Og sødt er Lyset, og lysteligt er det for Øinene at se Solen.
8Thi om Mennesket lever mange Aar, skal han glæde sig i dem alle og komme Mørkets Dage i Hu; thi de ere mange, — Alt, hvad der kommer, er Forfængelighed.
9Glæd dig, du Unge, i din Ungdom, og lad dit Hjerte være vel tilmode i din Ungdoms Dage, og vandre paa dit Hjertes Veie og efter dine Øines Syn! Men vid, at for alt dette vil Gud føre dig frem for Dommen.
10Og lad Græmmelse vige fra dit Hjerte, og hold Ondt borte fra dit Kjød! Thi Ungdom og Morgenrøde er Forfængelighed.