Forkynneren 2
1Jeg sagde i mit Hjerte: Nu velan, jeg vil prøve dig med Glæde, og nyd, hvad godt er! Men se, ogsaa det er Forfængelighed.
2Til Latteren sagde jeg: Du er gal! Og til Glæden: Hvad gjør denne?
3Jeg tænkte i mit Hjerte paa at lade mit Kjød gjøre sig tilgode med Vin, medens mit Hjerte styrede det med Visdom, og at holde fast ved Daarskab, indtil jeg fik se, hvad der var Menneskenes Børn godt at gjøre under Himmelen i sit Livs Dages Tal.
4Jeg gjorde mine Gjerninger store, jeg byggede mig Huse, jeg plantede mig Vingaarde,
5jeg gjorde mig Haver og Lystlunde og plantede i dem alle Slags Frugtræer,
6jeg gjorde mig Vanddamme for af dem at vande en Skov af opvoksende Træer.
7Jeg kjøbte Trælle og Trælkvinder, og hjemmefødte Tjenestefolk fik jeg mig; ogsaa meget Kvæg, stort og smaat, fik jeg mig, mere end Alle, som havde været før mig i Jerusalem;
8jeg samlede mig ogsaa Sølv og Guld og Kongers og Landskabernes kostbare Skatte; jeg skaffede mig Sangere og Sangerinder og Menneskenes Børns Lyst, Hustru og Hustruer.
9Og jeg blev stor og mægtig fremfor Enhver, som havde været før mig i Jerusalem; ogsaa min Visdom blev hos mig.
10Og Alt, hvad mine Øine begjærede, det forholdt jeg dem ikke, jeg negtede ikke mit Hjerte nogen Glæde; thi mit Hjerte havde Glæde af al min Møie, og dette var min Del af al min Møie.
11Og jeg vendte mig hen til alle mine Gjerninger, som mine Hænder have gjort, og til den Møie, jeg havde møiet mig med at gjøre, og se: Altsammen var Forfængelighed og Higen efter Vind, og der er ingen Fordel under Solen.
12Og jeg vendte mig til at betragte Visdom og Galskab og Daarskab; thi hvad vil det Menneske gjøre, som skal komme efter Kongen? Det, som Andre have gjort forlænge siden.
13Og jeg saa, at Visdommen har Fortrin for Daarskaben, ligt Lysets Fortrin for Mørket;
14den Vise har Øine i sit Hoved, men Daaren vandrer i Mørket. Men jeg erkjendte tillige, at det gaar den Ene som den Anden.
15Da sagde jeg i mit Hjerte: Som det gaar Daaren, saa vil det ogsaa gaa mig, og hvorfor har jeg da været saa overmaade viis? Og jeg sagde i mit Hjerte, at ogsaa dette var Forfængelighed;
16thi der skal ligesaa lidt være Erindring om den Vise som om Daaren til evig Tid, eftersom i de kommende Dage Altsammen forlængst er glemt, og hvorledes dør ikke den Vise saavelsom Daaren!
17Og jeg hadede Livet; thi ond tyktes mig den Gjerning, som gjøres under Solen; thi Altsammen er Forfængelighed og Higen efter Vind.
18Og jeg hadede alt mit Arbeide, hvormed jeg havde gjort mig Møie under Solen, fordi jeg skulde efterlade det til det Menneske, som skal være efter mig.
19Og hvem ved, om han bliver en Viis eller en Daare? Og dog skal han herske over alt mit Arbeide, hvormed jeg har gjort mig Møie, og hvori jeg har været viss under Solen; ogsaa dette er Forfængelighed.
20Da vendte jeg mig til at lade mit Hjerte fortvivle over al den Møie, hvormed jeg havde møiet mig under Solen;
21thi der er det Menneske, som har gjort sit Arbeide med Visdom og med Kundskab og med Dygtighed, og til et Menneske, som ikke har havt nogen Møie dermed, skal ha overgive det som hans Del; ogsaa dette er Forfængelighed og et stort Onde.
22Thi hvad har Mennesket for al sin Møie og for sit Hjertes Stræben, hvormed han gjør sig Møie under Solen?
23Alle hans Dage ere jo Smerte, og hans Umag er idel Græmmelse; selv om Natten har hans Hjerte ikke Ro; ogsaa dette er Forfængelighed.
24Er det ikke en god Ting hos Mennesket, at han æder og drikker og lader sin Sjæl se godt for sin Møie? Ogsaa dette saa jeg, at det er fra Guds Haand;
25thi hvor kunde æde og hvo nyde mere end jeg?
26Thi det Menneske, som er godt for hans Aasyn, giver han Visdom og Kundskab og Glæde; men Synderen giver han den Umag, at sanke og at samle for at give til den, som er god for Guds Aasyn; ogsaa dette er Forfængelighed og Higen efter Vind.