Forkynneren 4
1O G jeg vendte mig og saa alle de Undertrykkelser, som ske under Solen; og se, der var de Undertryktes Graad, og de havde ingen Trøster, og fra deres Undertrykkeres Haand udgik Vold, og de havde ingen Trøster.
2Da priste jeg de Døde, som allerede vare døde, fremfor de Levende, som endnu vare ilive,
3men lykkelig fremfor dem begge den, som endnu ikke har været, som ikke har seet den onde Gjerning, som sker under Solen.
4Og jeg saa al Møie og al Dygtighed i Gjerningen, — at det er, at den Enes avindsyge Nidkjærlighed er større end den Andens; ogsaa det er Forfængelighed og Higen efter Vid.
5Daaren lægger sine Hænder sammen og æder sit eget Kjød.
6Bedre er en Haandfuld Ro end Næver, fulde af Møie og Higen efter Vind.
7Og jeg vendte mig og saa Forfængelighed under Solen:
8Der er en Enlig uden en Anden, heller ikke Søn eller Broder har han, og dog er der ingen Ende paa al hans Møie, heller ikke blive hans Øine mætte af Rigdom; — og for hvem gjør jeg mig Møie og lader min Sjæl fattes Godt? Ogsaa det er Forfængelighed, og en ond Plage er det.
9Bedre To end Een, thi de have en god Løn for sin Møie;
10thi om de falde, kan den Ene reise sin Stalbroder op; men ve ham, den Ene, som falder uden en Anden til at reise ham op!
11Ligeledes, naar To ligge sammen, saa blive de varme; men hvorledes skulde en Enlig blive varm?
12Og om En kan overvælde ham, den Enlige, saa kunne de To holde Stand imod ham, og tredobbelt Traad sønderrives ikke saa snart.
13Bedre en Yngling, fattig og viis, end en Konge gammel og daarlig, som ikke mere skjønner at lade sig advare;
14thi fra Fangernes Hus gaar hin ud for at blive Konge; denne bliver fattig, endog han er født i sit Kongedømme.
15Jeg saa alle de Levende, som vandre under Solen, hos Ynglingen, den Anden, som skulde træde i hans Sted.
16Der var ingen Ende paa alt Folket, paa alle dem, i hvis Spids han stod. Alligevel glæde de Senere sig ikke ved ham, thi ogsaa dette er Forfængelighed og Higen efter Vind.
17Forvar din Fod, naar du gaar til Guds Hus! At holde sig nær for at høre er bedre, end at Daarerne give Offer; thi de vide ikke, at de gjøre Ondt.