Johannes’ åpenbaring 18
1O G derefter saa jeg en Engel fare ned fra Himmelen, som havde stor Magt og Jorden blev oplyst af hans Herlighed.
2Og hans raabte med Styrke, med høi Røst, og sagde: Faldet, faldet er Babylon, det store, og det er blevet Djævlenes Bolig og et Fængsel for alle urene Aander og et Fængsel for alle urene og afskyede Fugle.
3Thi af hendes Horeries Vredes Vin have alle Folkeslag drukket, og Jordens Konger have bolet med hende, og Jordens Kjøbmænd ere blevne rige af hendes Yppigheds Fylde.
4Og jeg hørte en anden Røst fra Himmelen, som sagde: Gaar bort fra hende, I mit Folk, forat I ikke skulle blive delagtige i hendes Synder, og forat I ikke skulle rammes af nogen af hendes Plager!
5Thi hendes Synder naa indtil Himmelen, og Gud har kommet hendes Uretfærdigheder i Hu.
6Betaler hende, som hun har betalt eder, og gjengjælder hende dobbelt efter hendes Gjerninger! Skjenker hende dobbelt i den Kalk, som hun har iskjenet!
7Saa meget, som hun har ophøiet sig selv og levet i Yppighed, saa meget giver hende af Pine og Sorg! Efterdi hun siger i sit Hjerte: Jeg sidder som Dronning og er ikke Enke, og Sorg skal jeg ingenlunde se,
8derfor skulle hendes Plager komme paa een Dag og Død og Sorg og Hunger, og hun skal opbrændes med Ild; thi stærk er den Herre Gud, som dømmer hende.
9Og Jordens Konger, som have bolet og drevet Vellyst med hende, skulle begræde hende og hyle over hende, naar de se Røgen af hendes Brand;
10de skulle staa langt borte af Frygt for hendes Pinsel og sige: Ve, ve, du store Stad, Babylon, du stærke Stad, thi i een Time er din Dom kommen!
11Og Jordens Kjæbmænd skulle græde og sørge over hende, fordi Ingen mere kjøber deres Varer,
12Varer af Guld og Sølv og Ædelstene og Perler og kosteligt Linklæde og Purpur og Silke og Skarlagen og allehaande vellugtende Træ og allehaande Arbeider af Elfenben og allehaande Arbeider af kostbart Træ og af Kobber og Jern og Marmor.
13og Kanelbark og Røgelser og Salve og Virak og Vin og Olje og fint Mel og Hvede og Hornkvæg og Faar og Heste og Vogne og Trælle og Menneskesjæle.
14Og den Frugt, din Sjæl havde Lyst til, er vegen fra dig, og alt det ede og GLimrende er veget fra dig, og du skal ingenlunde finde det mere.
15De, som handle med disse Ting, som ere blevne rige ved hende, skulle staa langt borte af Frygt for hendes Pinsel og græde og sørge og sige:
16Ve, ve, den store Stad, som var klædt i kosteligt Linklæde og Purpur og Skarlagen og bedækket med Guld og Ædelstene og Perler, thi i een Time er saa stor Rigdom gaaet tilgrunde!
17Og alle Styrmænd og den hele Hob paa Skibene og Søfolkene og saa Mange, som befare Havet, stode langt borte
18og raabte, da de saa Røgen af hendes Brand, og sagde: Hvo var lig den store Stad?
19Og de kastede Støv paa sine Hoveder og raabte grædende og sørgende og sagde: Ve, ve, den store Stad, i hvilken Alle, som have Skibe paa Havet, bleve berigede af dens Pragt, thi i een Time er den gaaet tilgrunde!
20Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige Apostler og Profeter, fordi Gud har udført eders Ret imod den!
21Og en vældig Engel opløftede en Sten som en stor Møllesten og kastede den i Havet og sagde: Saa skal Babylon, den store Stad, nedkastes med Hast og ikke findes mere.
22Og Harpesilleres og Sangeres og Fløitespilleres og Basunblæseres Lyd skal ikke høres i dig mere, og ikke nogen Kunstner i nogen Kunst findes i dig mere, og Møllens Lyd ikke høres i dig mere,
23og Lampens Lys skal ikke skinne i dig mere, og Brudgoms og Bruds Røst ikke høres i dig mere, fordi dine Kjøbmænd vare Fyrster paa Jorden, fordi ved din Trolddom alle Folkene ere blevne bedaarede.
24Og i den er Profetes og Helliges Blod fundet, og alle deres, som ere mydede paa Jorden.