Johannes’ åpenbaring 19
1O G derefter hørte jeg som en høi Røst af en stor Skare i Himmelen, som sagde: Halleluja! Saliggjørelsen og Æren og Prisen og Magten tilhører Herren, vor Gud.
2Thi sande og retfærdige ere hans Domme, thi han har dømt den store Skjøge, som fordærvede Jorden med sit Horeri, og han har krævet sine Tjeneres Blod af hendes Haand.
3Og de sagde anden Gang: Halleluja! Og hendes Røg opstiger i al Evighed.
4Og de fire og tyve Ældste og de fire Dyr faldt ned og tilbade Gud, som sad paa Tronen, og sagde: Amen! Halleluja!
5Og en Røst udgik fra Tronen og sagde: Lover vor Gud, alle hans Tjenere og I, som frygte ham, baade de Smaa og de Store!
6Og jeg hørte som en stor Skares Røst og som manges Vandes Lyd og som stærke Tordeners Lyd, som sagde: Halleluja! Thi Herren, Gud, den Almægtige, har antaget Riget.
7Lader os glæde og fryde os og give ham Æren! Thi Lammets Bryllup er kommet, og hans Brud har beredt sig.
8Og det blev hende givet at iføre sig rent og skinnende kosteligt Linklæde; thi det kostelige Linklæde er de Helliges Dyder.
9Og han sagde til mig: Skriv: Salige ere de, som ere kaldte til Lammets Bryllups Nadverd! Og hans sagde til mig: Dette er Guds sande Ord.
10Og jeg faldt ned for hans Fødder for at tilbede ham, og hans sagde til mig: Gjør det ikke! Jeg er din Medtjener og dine Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd. Tilbed Gud! Thi Jesu Vidnesbyrd er Profetiens Aand.
11Og jeg saa Himmelen opladt, og se, en hvid Hest, og den, der sad paa den, kaldes trofast og sanddru, og han dømmer og strider med Retfærdighed.
12Men hans Øine vare som Ildslue, og der var mange Kroner paa hans Hoved; han havde et Navn skrevet, som Ingen kjender, uden han selv,
13og han var iført et Klædehon; dyppet i Blod, og hans Navn kaldes: Guds Ord.
14Og Hærene i Himmelen fulgte ham paa hvide Heste, iførte hvidt og rent Kosteligt Linklæde,
15og af hans Mund udgaar der et skarpt Sverd, forat han med det skal slaa Hedningerne; og han skal regjere dem med Jernspir, og han træder Guds, den Almægtiges, strenge Vredes Vins Persekar.
16Og han har et Navn skrevet paa Klædebonnet og paa sin Lænd: Kongers Konge og Herrers Herre.
17Og jeg saa en Engel staaende i Solen, og han raabte med høi Røst og sagde til alle Fugle, som flyve midt under Himmelen: Kommer og samler eder til Guds store Maaltid
18for at æde Kongers Kjæd og Krigshøvdingers Kjød og Stærkes Kjød og Kjødet af Heste og af dem, som sidde paa dem, og Kjødet af Alle, Frie og Trelle og Smaa og Store!
19Og jeg saa Dyret og Jordens Konger og dere Hære forsamlede for at føre Krig mod ham, som sad paa Hesten, og mod hans Hær.
20Og Dyret blev grebet, og med det den falske Profet, som havde gjort Tegnene for dets Aasyn, med hvilke han havde forført dem, som modtoge Dyrets Mærke, og som tilbade dets Billede; disse To bleve levende kastede i Ildsøen, som brænder med Svovel.
21Og de Øvrige bleve ihjelslagne med hans Sverd, som sad paa Hesten, hvilket udgik af hans Mund; og alle Fugle bleve mættede af deres Kjød.